Akademikerstafetten

Satanisme i Norge? Å ja, black metal…

religioner      |      21/08/2015

Finnes det en norsk satanisme? Hvem er den typiske norske satanisten – og hva er relasjonen mellom den norske satanismen og black metal?

Av Jesper Aagaard Petersen, NTNU

Satanisme er i sin moderne form et barn af amerikansk modkultur på 1960-tallet og er derfor idehistorisk beslægtet med de mangeartede alternative strømninger, der finder sin form på den amerikanske vestkyst i denne periode. Som formuleret af Anton S. LaVey i The Satanic Bible understreger satanismen principper som individets autonomi, selvrealisering og progressivisme (på visse punkter, for eksempel hvad angår seksualitet, kropslighed og frihedsrettigheder), limet sammen af en solid dosis kristendomskritik og en psykologiseret forståelse af magi. Samtidig er det klare fokus på det kødelige og materielle i LaVeys Church of Satan, sammenfattet i netop Satan-figuren og nøgleordet ”nydelse”, med på at opprioritere menneskets dyriske ophav og gøre ”selvrealisering” til et eksplicit dennesidigt og ofte oppositionelt projekt.

For mange nordmænd er satanisme synonymt med black metal og kirkebrændinger.

Men religionsvidenskabeligt set er LaVeys udlægning hverken den eneste form for satanisme eller den endegyldige måde at beskrive fænomenet på. Som al senmoderne kulturel praksis er moderne satanisme viklet ind i globale processer med forskellige lokale udtryk. Tilgængelige bøger, hjemmesider, film og medieopslag cirkulerer som mulige udgangspunkter for lokal identitetsdannelse, og opsigtsvækkende fortolkninger virker tilbage på det totale marked for religion og kultur. For at give et fyldestgørende svar på spørgsmålet om norsk satanisme og norske satanister, må vi derfor afdække hvad satanisme betyder i en norsk kontekst, og hvordan denne kontekst forholder sig til globale tilbud.

Black Metal

For mange nordmænd er satanisme synonymt med black metal og kirkebrændinger. Norge (og til dels Skandinavien) er nemlig i den særlige situation, at fremvæksten af black metal som et undergrundsmiljø, der pludselig i den grad får opmærksomhed fra offentligheden og norske medier på 1990-tallet, har fikseret ”satanistmiljøet” som satanismens totale udtryk i den norske bevidsthed. Der findes simpelthen ikke andre former for satanisme. Dette er forkert af flere grunde.

For det første er black metal ikke synonymt med satanisme: Fantasylitteratur, norrøn hedenskab og sceneshowet hos en lang række okkulte rockbands spiller mindst ligeså stor en rolle for musikken og dermed for miljøets selvidentitet i den formative periode. Både ideologisk orientering og æstetisk smag er således væsentlig mere blandet end stereotype fremstillinger tilsiger, og det er kun blevet mere varieret i dag efter at black metal er blevet mainstream og en eksportvare – det andet sorte guld, kunne man sige.

På hvilken måde og i hvilken grad de ser sig selv som satanister er i øvrigt et kompliceret spørgsmål. Ungdomsoprør i en socialdemokratisk velfærdsstat præget af en kristen monokultur, konsensustro og omklamrende beskyttertrang forklarer langt på vej den norske black metal-satanisme i storhedstiden på 1980- og 1990-tallet. Selvom Satan i en periode fungerer som samlende kraft i den dunkle og misantropiske verden, fremstår naturromantik, hedenskab, strid og mørke i alle afskygninger som bredere temaer for black metals anti-kristne projekt.

For det andet er satanisme ikke synonymt med black metal. Der er ingen tvivl om, at de kriminelle aktiviteter begået af kernen i black metal-miljøet på 1990-tallet begrundes i en modlæsning af (blandt andet) apokalyptisk kristendomspropaganda. Også æstetik, billedbrug og sangtekster kan kobles til det okkulte som dragende undergrund og populærkulturel forestilling, noget modkulturer ofte er tiltrukket af. Men der findes andre, mere langlivede tolkninger af satanisme med langt større udbredelse internationalt. Og de findes ikke overraskende også i Norge, selvom de holder lav profil.

Norsk satanisme

Fra oprindelsen i Californien bevæger Satankirken sig til blandt andet Nederland og Danmark i starten af 1970-tallet. Det forbliver dog en marginal og uorganiseret ”undergrund” af enkeltindivider og kortlivede smågrupper indtil 1990-tallet, hvor der i Sverige og Danmark opstår LaVey-inspirerede netværk som Belial Center/The Satanic Order/Svenska satanistkyrkan og COS DK/Satanisk Forum. Kendetegnende for disse skandinaviske grupperinger er at de i udgangspunktet organiserer på tværs i nationale sataniske miljøer under et generelt, men omtolket LaVeyansk grundlag. En stor del af internetmedlemmerne er interesserede teenagere, mens de aktive selverklærede satanister oftest er i tyverne og trediverne, har mellemlange/lange uddannelser og dækker hele spektret af professioner og politisk orientering.

Dette gælder også Det Norske Sataniske Samfunn (DNSS), der etableres online i 2001 som ”det første norske møtepunkt helt og fullt dedikert til satanister og mennesker med interesse for satanismen”. På slutten af 2000-tallet har gruppens hjemmeside omkring fire hundre abonnenter. De aktive medlemmer bag er dog kun en lille håndfuld. Grundlaget er solidt forankret hos LaVey, mens formålet er socialt og til dels politisk: At bekæmpe fordomme, formidle kontakt, tilbyde ressourcer og præsentere satanisme som et legitimt livssyn. DNSS er på denne måde en uafhængig formidler af Church of Satans ideologi, selvom både politik og religiøs identitet er tonet efter norske forhold og medlemsskabet af diskussionsgruppen er åbent. Hovedvægten ligger på at muliggøre en satanisk identitet: ”I have a far-fetched dream of being able to say, straight out, ”I’m a Satanist”, just as a Jew can say he’s Jewish without getting any problems because of it”, siger grundlæggeren i 2009 (Søderlind og Dyrendal 2009, 159). Efter en lang periode i limbo ser DNSS ud til igen at være aktiv på hjemmesiden, omend diskussionsforummet er afviklet og Facebook-gruppen tilsyneladende er skindød.

Der findes altså norske satanister, og de er på mange måder som du og jeg, selvom de har nogle sære interesser.

Ordo Illuminatorum (OI) eller Ordo Templi Satanas (OTS), der nu er forsvundet fra internettet, opstår nogenlunde samtidig som DNSS og linker til dem, men har et klart mere esoterisk udsyn. Hvor DNSS fremstår som en filosofisk-politisk interesseorganisation, har hjemmesiderne til OI/OTS og det beslægtede Norske Sataniske Tempel (NST) en åbenhed mod ”venstrehåndsvejen” og de ”mørke impulser” kombineret med et skole- og logepræg, vi ikke finder i DNSS. Forvirrende nok har de tre grupperinger DNSS, NST og OTS dog i en periode samordnet sig online som tre dele af Ordo Illuminatorum for så at skille sig igen, og de nævner alle Anton LaVey som ideologisk rettesnor. Det ser ud til, at de, i hvert fald for en tid, så sig som den offentlige, lukkede og hemmelige del af OI. I alle fald: Interessen for ”gamle esoteriske okkultiske tradisjoner”, herunder okkulte videnskaber som astrologi, tarot og numerologi, og særligt den såkaldt thelemiske inspiration hentet fra Aleister Crowleys forfatterskab og den okkulte orden Ordo Templi Orientis, tager OI/OTS i en anden og mere genkendelig religiøs retning end den, vi har set på hidtil.

En lignende, men mindre eksplicit satanisk variant af denne ”mørke spiritualitet” kan findes på den norsksprogede blog Vama Marga, der siden 2007 har skrevet indsigtsfuldt og hyppigt om okkulte temaer med fokus på tantrisk praksis. Bloggen er læst af både satanister, okkultister og alment interesserede med forankring i for eksempel neo-folk- og gothmiljøer, der tiltrækkes af et mørkt alternativ til nyreligiøsitet og ”det alternative”. Dette er en vigtig pointe: udveksling, lån og rekombination er regelen snarere end undtagelsen, og grænserne mellem de forskellige miljøer udviskes gradvist som vi bevæger os ud i periferien. Der findes således en del okkult interesserede, der sympatiserer med satanismen i en eller flere udlægninger, men som ikke har meget andet til fælles end en tiltrækning til det mørke, undertrykte og kødelige. Ikke alle deltager aktivt online, og ikke alle online-aktive er satanister.

Satanisme lokalt og globalt

Der findes altså norske satanister, og de er på mange måder som du og jeg, selvom de har nogle sære interesser. Spørgsmålet er så, om disse individer og grupper kan siges at repræsentere en særlig norsk satanisme, eller om de snarere må forstås som mere eller mindre rene importvarer fra det store udland.

Paradoksalt nok er det svartmetallen, der udgør det mest originale bidrag til den globale pulje af satanisme-forståelser. Dette er paradoksalt, fordi black metal som tidligere nævnt ikke kan siges at udgøre en entydig og sammenhængende satanisme-type, og fordi en stor del af verdens erklærede satanister tager eksplicit afstand fra denne norsk-producerede ”satanisme” som lidet gennemtænkt og ganske kontraproduktiv. Selvom de ofte deler trangen til at udfordre og chokere, en løs organisering og forkærligheden for et mørkt æstetisk udtryk, bygger de to fløje på forskellige Satan-forestillinger, der igen trækker på forskellige kulturelle registre: Black metals inverterede kristne modstandsfigur, der omfatter alt ondt og derfor arbejder for undergravelsen af alt godt, erstattes af en litterær-mytisk modstandsfigur, der driver en romantisk kamp for frigørelsen af menneskets sande natur og mod samfundets ensrettende tendenser.

Det er vigtigt at skelne mellem kirkebrændinger på den ene side og moderne satanisme på den anden.

Nu skal man heller ikke gøre forskellen alt for stor, for den er i sig selv et resultat af retoriske manøvrer. Når lederen for DNSS i 2009 kalder black metal-satanisme for ”a perverted form of Christianity” (Søderlind og Dyrendal 2009, 159), bruger han en udbredt distancerings-strategi: Black metal er kristendom, ikke satanisme. Den bruges også i Church of Satan og er en variant af den kristne fortolkning af satanisme i almindelighed som netop omvendt kristendom. Således renses ”satanisme” for uklare og udagerende eksempler upåagtet deres egen opfattelse af identitet, og de bliver efterfølgende associeret med fjenden, kristendommen selv.

På helt samme måde, men med modsat fortegn, tager black metal-miljøet i den formative periode kraftigt afstand fra satanismen som udlagt af LaVey: Al denne nydelse og individualisme er udvandet, tandløs humanisme. Nøglepersonen Euronymous (Øystein Aarseth) erklærer endog krig mod Church of Satan i et ganske underholdende interview i 1992. Her associeres LaVeys femtekolonne med ”det gode” og dermed alt hvad der skal ødelægges (Baddeley 1999, 205). Selvom udtalelser som disse nok skal ses som en blanding af subtil indre mission med et glimt i øjet og kalkuleret mediemanipulation, er gevinsten ved at sætte grænser ikke desto mindre ideologisk og social entydighed.

Det er vigtigt at skelne mellem kirkebrændinger på den ene side og moderne satanisme på den anden. Forskellene er ikke bare retorik. Men da black metal kan associeres med begge positioner, er billedet betydelig mere uklart på bakkeplan: Vi kan finde satanister, der applauderer black metal som æstetisk provokation, og black metal-bands som Emperor og Ulver, som ræsonnerer med LaVeys filosofiske tilgang. Det er sågar folk fra black metal-miljøet, der udgiver Satans Bibel på norsk i 2004.

Black metal er altså en særlig lokal fortolkning af satanisme i bred forstand, selvom det sjældent konkretiseres til et egentligt livssyn og ikke kan siges at repræsentere satanisme som moderne religion. Når det gælder de selv-erklærede, religiøse satanister, minder de i påfaldende grad om lignende grupperinger i USA og resten af Europa. LaVeys lettilgængelige forfatterskab og Church of Satans autoritet og synlighed kan derfor siges at opretholde et relativt homogent livssyn med international spredning og global appel, der også kan findes i Norge. Dette bygger på et interessefælleskab og en tilknytning til LaVeys projekt snarere end aktivt medlemsskab med ideologisk ensretning. Men også her ser vi resultatet af grænsesætting og retorisk oprustning, for det er ikke alt, der fungerer lige godt i en skandinavisk kontekst. Den lutheranske dominans, den sekulære offentlighed og den flade sociale struktur giver en anden moralsk habitus at opponere imod.

Skandinaviske versus amerikanske satanistværdier

Det mest tydelige eksempel på distancering finder vi hos danske Satanisk Forum, der vokser ud af det kaos, der opstod efter LaVeys død i 1997 (deres hjemmeside er for tiden nede). De har et markant ateistisk og filosofisk præg og tager kraftigt afstand fra hvad de opfatter som Church of Satans socialdarwinisme, elitistiske LaVeykult og autoritære fremfærd overfor anderledes troende. I gruppens storhedstid er der en håndfuld norske medlemmer i diskussionsforummet og kommunikation mellem Satanisk Forum og DNSS.

Lederen Ole Wolf skriver i 2003 et essay i medlemsbladet Satanisk Bulletin, ”Kulturkulten”, der kritiserer sammenblandingen af ”amerikanisme” og satanisme. Kritikken er todelt og går både på en afvisning af amerikanske værdier og en bevidst opprioritering af indhold, der samsvarer med skandinavisk kultur og samfund. For eksempel vil individuel tilfredsstillelse, der er et generelt satanisk princip, blive udtrykt i henholdsvis konkurrence- og samarbejdsmetaforer i de to regioner. Han konkluderer: ”Hvis en amerikaner siger, at satanismen er konkurrencebetonet, mens en dansker siger, at satanismen er samarbejdsbetonet, så kan de godt have ret på samme tid – men ikke på samme sted” (Wolf 2003, 9). Vi må derfor skelne mellem ”kulturelle opfattelser” og ”grundlæggende” sataniske værdier og opfattelser og derfor forvente, at ”medlemmer i europæiske lande nødvendigvis efter en vis modningsperiode [vil] udvikle deres egne karaktertræk” (ibid).

Nu er det ikke sikkert, at andre skandinaviske satanister tænker på samme måde. Ole Wolfs bastante analyse må ses i lyset af det brud, som gruppen Satanisk Forum foretager med sit amerikanske ophav. Dog ser vi, at alle grupper fortolker og justerer oplægget fra LaVey over tid. Den typiske norske satanist vil derfor, på linje med heksen, shamanen og healeren, være både et lokalt og globalt produkt indflettet i det nære – lokale scener og heterogene netværk – og det fjerne – subkulturer og strømninger af mere homogen karakter.

(Redigert 24.08.2015.)

I denne akademikerstafetten utfordrer akademikerne sine kolleger til å svare på spørsmål knyttet til religion. Helge Årsheim ved Det teologiske fakultet ved Universitetet i Oslo utfordret Jesper Aagaard Petersen ved NTNU i Trondheim til å svare på følgende spørsmål: Finnes det en norsk satanisme? Hvem er den typiske norske satanisten – og hva er relasjonen mellom den norske satanismen og black metal? 

Aagaard Petersen har på sin side utfordret Egil Asprem, postdoc. ved University of California i Santa Barbara med spørsmålet: Hvordan bygger man bedst muligt en ny religion?

Referencer og videre læsning

• Baddeley, G. Lucifer Rising: Sin, devil worship and rock ’n’ roll. Plexus 1999.
• Dyrendal, A. og A. Lap. Satanism as a News Item in Norway an Denmark: A Brief History. I James R. Lewis og Jesper Aa. Petersen (red.): The Encyclopedic Sourcebook of Satanism, s. 327-361. Prometheus Books 2008.
• Moynihan, M. og D. Søderlind. Lords of Chaos: The Bloody Rise of the Satanic Metal Underground. Feral House 2003.
• Hjelm, T., H. Bogdan, A. Dyrendal og J. Aa. Petersen. Nordic Satanism and Satanism Scares: The Dark Side of the Secular Welfare State. Social Compass 56, 4 (2009), s. 515-530.
• Patterson, Dayal. Black Metal: Evolution of the Cult. Feral House 2013.
• Søderlind, Didrik og Asbjørn Dyrendal. Social-Democratic Satanism? Some Examples of Satanism in Scandinavia. I Jesper Aa. Petersen (red.): Controversial New Religions: A Critical Anthology. Ashgate 2009.
• Wolf,Ole. Kulturkulten. Satanisk Bulletin 10, 2 (2003), s. 7-13.

Religioner.no-lenker: 

• Sataniske pikesmykker
• Ateister ødelegger satanisk statuedrøm
• Antiislamsk svartmetallband vekker oppsikt i utlandet
• Religionsforfølgjing av svartmetallarar
• Satanister diskrimineres i amerikansk fengsel
• Hvem står bak hardrocken – Gud eller Satan?
• Gud hører på heavy metal!
• Djevelske julegaver

 

 satanisme